Roman: Tankens illusioner

Indhold

KAPITEL 1

Hvorfor skulle det netop ramme mig? Jeg havde jo kun været inde for at se på malerier i et par timer.
      En and flød, som ænder nu engang flyder, ude på vandet, i søen under et stort piletræ, hvis grene hang langt ud over vandet.
      Anden kiggede på mig, som om den vidste alt, virkede bekymret på mine vegne, på vej nærmere ind til mig og min bænk inde ved stien ved vandkanten.
      Jeg kunne lige så godt fortælle den alt. Jeg mener, når man lige har været et smut inde på Statens Museum for Kunst, et stenkast herfra hvor jeg sidder, så kan man ikke skjule alt det, som trænger sig på, og slet ikke, når en and kigger så følsomt på én.
      Jeg har aldrig som sådan haft en følelse af at være i slægt med mennesker, som jeg møder på museer.
      I Lenes henvendelse til mig lå det ligesom i luften, at der kun var ét korrekt svar på hendes spørgsmål.
      Hun stod og så meget intenst på et billede af Renoir, en ikonisk kunstmaler ud i den impressionistiske sfære.
      Da jeg passerede hende, udbrød hun:
      ”Er det ikke bare et mageløst billede? Se, det kalder jeg god kunst. Man føler sig ligesom hensat i en verden af universal sammensmeltning, ja måske hele verdensbefolkningen samlet som en stor familie.”
      Sådan mødte jeg en fra min slægt ved navn Lene. Da hun først havde fornemmet at have fået ret, eller i det mindste at jeg ikke havde modsagt hende, så fik hendes livserfaring og andre floromvundne holdninger frit løb.
      Hun havde tolket mit lidt fjollede ansigtsudtryk, som jeg uvidende satte op, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle sætte op, som kommende fra en verdensmand, der var i stand til at genkende en anden verdensborger, når en sådan kom forbi.
      Det var godt, jeg havde fået lidt morgenmad. Normalt drikker jeg kun et glas mælk. Hvis jeg ikke havde fået dette måltid, så ville jeg, mens Lene var fordybet ved et billede af Vincent van Gogh, have kunnet misfortolke min svimmelhed og lettere desorientering, som sult og tørst tit kan afstedkomme, som værende et udslag af sultens magtesløshed.
      Det, som jeg ikke kan få ind i mit hoved, var hendes totale mangel på forståelse for, at et billede også kan fortælle noget, uden at man absolut skal pine alt ud i en dybsindig analytisk fortolkning. Jeg nåede dog ikke at sige noget, før Lene udbrød:
      ”Se, der hænger en Pierre Bonnard, en klassiker.”
      Den følgende halve time fik det franske småborgerskab en over snuden. Nu hvor vi taler om troværdighed, så havde Lene nu ganske pæne tæer i sine sandaler. Men jeg ved ikke … Jeg kan aldrig tage folk helt alvorligt, når de har bare tæer. Det giver alt for mange forskellige associationer, som det vil føre alt for vidt at komme ind på nu. Måske kan jeg fortælle mere på et andet tidspunkt.
      ”Det billedes komposition minder meget om de paralleller, som blev nævnt i kunstmaleren Poul Gauguins bog, Noa Noa,” sagde Lene. ”Det er ikke det mindste troværdigt, og slet ikke på det tidspunkt af verdenshistorien.”
      Må indrømme, at jeg ikke var helt nærværende, var nemlig så småt ved at have udregnet, hvor mange gram arsenik en rotte skulle indtage, før man kunne være sikker på, at den ville dø. Men der er vist nok en øvre grænse i forhold til mængden.
      Hvis et menneske indtager en for stor dosis arsenik så er konsekvensen, at man bliver meget syg og kaster op i én uendelighed dog uden at dø. Man lider ganske frygteligt i et par dage.
      ”Paris har altid virket som en magnet på dygtige kunstnere. Poul Gauguin boede på et tidspunkt i byen. Sig mig, hvor mange gange har du besøgt Paris?” spurgte Lene pludselig.
      Dette konkrete spørgsmål overraskede mig lidt. Det var første gang, Lene ville have et kontant svar.
      ”Ja, jeg har altid gerne ville besøge byen igen,” fortsatte Lene uden at vente på et svar fra mig. ”Paris har en sådan vidunderlig atmosfære af storby. Jeg har altid forbundet byen med perioden fra impressionismens fremkomst i 1870’erne, herunder fornyelsen af motivvalget til livet i storbyen portrætterende almindelige mennesker i deres dagligdag.
      Tænk på Edgar Degas med de vidunderlige dansende balletkvinder, Alfred Sisley med drømmebilleder af landskaber ved floderne med flodpramme, der aflæsses, Auguste Renoir og hans personmotiver fra et festligt frokostbord, Camille Pissarro, måske især hans motiver omkring cafelivet på en af de romantiske franske boulevarder samt Berthe Morisot med hendes fortryllende billedunivers og unikke evne til at fange et øjebliks nærvær mellem mennesker."
      Ænder er nu så taknemmelige. De lytter, når man har noget på hjerte. Ænders fortrolighed kan man i virkeligheden måle som afstanden mellem anden og en selv. Kort fortalt betyder det, at ses anden kun som en prik i horisonten, så er den stort set ligeglad med den samtale, som man i et øjebliks fortrolighed forsøger at få afviklet.
      Er der flere prikker i horisonten, kan man være sikker på at blive bagtalt på det groveste!
      Det var min situation i al sin enkelthed. Efter ganske kort tid opdagede jeg, at alle ænderne havde samlet sig på den anden side af søen.
      Ænder kan være noget så utaknemmelige! Det er slut med uddeling af franskbrød fra min side, aldrig nogensinde mere!
      Man kan jo ikke sidde og tale højt for sig selv, når ænderne er svømmet væk. Hvis nogen kommer forbi, vil de jo bare tro, at man er flygtet fra en lukket institution med daglig uddeling af sløvende medicin, og hvem vil måske gerne frivilligt give det indtryk?

KAPITEL 2

Mit liv har været lidt uroligt, jeg mener, jeg har aldrig kun oplevet at have haft ét synspunkt eller ét standpunkt. Jeg har altid kunnet se en sag fra flere sider og er gentagne gange på det grundlag blevet beskyldt for ikke at besidde nagelfaste meninger.
      Eller folk har fortalt mig, at jeg var usikker, og at jeg burde finde mine egne ben at stå på samt få nogle holdninger, som det var værd at kæmpe for. Det er nok rigtigt. Jeg ville gerne kunne sige, at tingene forholdt sig på én og kun én måde. Det ville have været nemmere og helt bestemt gjort mit liv meget lettere, men det er bare aldrig sådan, jeg oplever livet i den verden, i hvilken jeg lever.
      ”Sult og fattigdom har altid fået det bedste frem i en kunstner,” sagde Lene. ”Tror du måske, at Vincent van Gogh kunne have ramt nerven i sit helt specielle univers, hvis han havde boet i en luksuslejlighed med altan og stuebirk?”
      Personligt har jeg altid kunne lide en ordnet verden med regulære pæne mennesker, herunder rigtige holdninger, som kunne sætte tingene lidt systematisk op fremvisende et meningsfyldt perspektiv. Samtidig har jeg altid haft en smule foragt tilovers for de samme menneskers snævre horisont og deres alt for nemme løsninger i en kaotisk verden, med dets ubegrænsede antal konflikter med dertilhørende uendelige sæt af løsningsmuligheder.
      Hvis jeg til en fest snakkede med mennesker med meget konservative selvsmagende holdninger, så har jeg straks argumenteret for synspunkter, som var jeg fra den yderste venstrefløj, og mødte jeg frelste holdninger om solidarisk deling af alle samfundsressourcer, så blev jeg pludselig ultrakonservativ. Så selskab med andre mennesker har til tider været mere anstrengende end afslappet.
      Det er i øjeblikket en del nemmere for mig at være alene, for så har jeg en god afbalanceret holdning til de mange forskelligheder i samfundet.
      ”Når man tænker på periodens helt specielle tidsånd, industrialiseringens strikse og rationelle tankegang, så krævede det en vis portion mod at male og tegne abstrakt,” sagde Lene. ”Et adfærdsmønster vi mangler lidt af i den verden, vi oplever i dag. Vi mennesker har tit en indbygget distance mod det at turde være os selv i nuet.”
      Lene rakte sin hånd frem for sig og sagde:
      ”Mange kan lire en remse af, som de har sagt og ment i en uendelighed, og som de føler sig trygge ved, men det er rart at høre på mennesker, der tør tænke nyt og giver udtryk for deres forskellige standpunkter, når de taler, altså kunne tale, mens de i nuet opbygger sætninger med friske tanker.”
      Hvis jeg skal være helt ærlig, så er der faktisk mange ting, jeg ikke forstår og ikke rigtigt kan få passet ind i de fine kasser, som jeg både holder af, men samtidig hader.
      Grunden til mit had er vel nærmest, fordi jeg aldrig kan gøre tingene helt overbevisende og på samme måde, som de mennesker jeg ønsker at leve op til.
      Tag bare min skole. Når jeg ved skoleårets slutning nogenlunde er sikker på at have lært årets pensum, så bliver tingene altid rystet lidt fra hinanden til eksamen.
      Lærerne stiller spørgsmål, som man skal svare entydigt på, og som gør, at man hurtigt kan falde uden for den ordnede verden, hvori lærernes facitlister passer ind. Her tænker jeg ikke på opgaver i matematik og fysik, som heldigvis kun har én korrekt løsning, men jeg tænker på alle de fag, hvor fortællingen om begivenheder kan tolkes og farvelægges, ud fra de kildetekster man læser, samt efter, hvor man selv står som ung.
      Lærerne er aldrig i tvivl om, hvad svaret skal være. De er heller ikke i tvivl om, at der ikke er plads til en lidt kreativ margin til elevens fordel, måske lige med undtagelse af festtaler holdt ved lejlighedsvise skolejubilæer. For at have succes må man lære at kunne ryste de rigtige svar hurtigt ud af ærmet, og det kan være lidt anstrengende altid at skulle have det korrekte sæt løsninger parat til den virkelige verden.
      Min påstand er, at konformitet er en del af løsningen for den absolutte succes.
      En lidt kvalmende viden at besidde, hvis man gerne vil se sig selv som et frit menneske i et demokratisk samfund og ikke bare som en marionetdukke for selvfede holdninger.
      Der har vi det igen. Der er mig og så alle de andre. Det forvirrer mig en hel del, og nogle gange blokerer det min tankegang og gør mig modtagelig for tungsindige tanker.
      ”Hvilken opfattelse tror du vil kunne ændre verden mest: Udbredelse af de teoretiske ideer i deres ophøjede ædle og rene form, eller den grufulde og intetsigende tilpasning af disse til en konform og grå hverdag?” spurgte Lene lidt ironisk.

Det var de første 2 kapitler, måske har du lyst til at læse hele romanen?